23948sdkhjf

Storcenter-ejer bløder og tager kæmpe nedskrivning

Coronakrisen har gjort ondt på storcentrene ikke blot i Danmark, men over hele Europa.

Tvangslukkede butikker, restriktioner om mundbind og forbrugere, der i højere grad handler online, koster lige nu dyrt. Det kan aflæses i et nyt regnskab fra den franske storcenteroperatør Klépierre, der ejer centre som Field's i København, Bryggen i Vejle og Bruuns Galleri i Aarhus.

Klépierre kom ud af 2020 med et underskud på lige knap 7 mia. kr.

Omsætningen dykkede kraftigt, og Klépierre, der er blandt Europas største centerejere, måtte nedskrive sin ejendomsportefølje med 11,6 mia. kr. Det er aldrig sket før.

Henstand og værdireguleringer

Europas storcentre er udfordret på flere fronter. Ikke blot må de nedskrive værdien af deres centre, de må også give henstand på huslejen til en lang række lejere, som kæmper med at kunne betale deres regninger.

Herhjemme blev de danske centre Field’s, Bryggen og Bruuns Galleri sidste år nedskrevet med over 300 mio. kr. Men det skyldes ikke kun coronavirussets ankomst.

Allerede inden coronakrisen stod storcentrene foran kraftige værdifald som følge af den fysiske detailhandels udfordringer og nethandlens fremmarch.

I begyndelsen af 2020 skønnede den tyske kapitalforvaltningsvirksomhed DWS, at værdien af danske shoppingcentre i de kommende år vil falde med omkring en tredjedel som følge af lavere huslejer og højere afkastkrav.

Det var immervæk, før coronakrisen ramte og lagde storcentrene i benlås.

En fundamental opgave

Den fysiske detailhandel har i årevis kæmpet med, at internethandlen overtager en større og større del af omsætningen. Den udvikling rammer også storcentrene.

Efterspørgslen på fysiske butikker er lavere, væksten i lejen falder, og udgifterne forbundet med at drive et shoppingcenter stiger. Derfor står storcentrene med en fundamental opgave: Hvordan får vi danskerne til at gå i butikscentret frem for at handle på nettet?

Svaret hos ejerne bag en stribe af landets største shoppingcentre er at investere massivt i at gøre centrene til andet end shopping. En omfattende forvandling til oplevelsescentre med blandt andet biografer, caféer, bespisning og fitness.

Der er i visse tilfælde tale om investeringer i milliardklassen, men det er ifølge eksperter afgørende for at fremtidssikre centrene og fortsat kunne tiltrække kunder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109